Flodperlemuslingen.
Naturriget tager til Sverige for at se nogle af de dyrearter som vi kan være heldige vender tilbage til danmark - eller som måske stadig findes. Flodperlemuslingen er 'en af dem som, måske, stadig sidder et sted på bunden af Varde å og gemmer sig i det okkerfarvede uklare vand - I Sverige kan vi måske finde dem.
Se programmet...

Denne lille laks er efterkommer af Varde Å laksen, som blev genfundet for kun få år siden. Et stort ophjælpningsprogram har genskabt en stor bestand af den oprindelige Varde Laks—i avlsarbejdet bruges kun  efterkommere af de oprindelige laks fra åen. Hver Laks er blevet genetisk testet inden dens afkom har fået lov til at blive sat ud. At laksen nu er vendt tilbage og gyder i åen, giver flodperlemuslingen chancen igen. Så er spørgsmålet om muslingen overhovedet findes i åen endnu og om dem, der er der, er blevet sterile af de store kviksølvmængder. Laboratorie undersøgelser viser at flodperlemuslingen er meget modtagelig for kemiske stoffer i vandet og netop kviksølvet har den kedelige effekt, at det gør dem sterile.

Idag er der ikke mange steder hvor sandet ikke fyger gennem åen. Mange steder vader fiskere og køer langt ud i åen og når man gentagne gange træder i sandet kan planterne ikke gro der og fixere sandet. Grødeslåning i åen fremmer de etårige vandplanter som kan tåle grødeslåningen. Selvom grøden holder på sandet om sommeren—så starter sandvandringen igen, når de etårige planter visner om vinteren.

Eksperter siger at grunden til at flodperlemuslingen har kunnet leve i Varde Å skyldes at isen under forrige istid, i den sydvestlige del af Danmark, kom fra de baltiske lande og gav en helt speciel kemisk sammensætning af undergrunden og dermed af åens vand. Ved lave vandstande kan man se det plastiske ler som de fleste steder danner bunden i åen og mange steder kan man også stadig se de profiler, som de store gravemaskiner efterlod, i åbunden—tilbage i trediverne.

Svenskerne har sat følgende tal op for flodperlemuslingens gydningssucsses. En flodperlemuslinge hun gyder mellem 3 og 5 millioner larver i en ynglesæson. Af larverne bliver kun 'en ud af 100 millioner larver til en voksen flodperlemusling.
Så er det rimeligt enkelt at regne ud at en flodperlemusling skal leve i 20 - 30 år + de ca. 20 år for at blive kønsmoden - før den har reproduceret sig selv. Skal hannen også regnes med skal hun altså leve op imod 70 - 100år. før hun har sikret artens overlevelse ! Og det mest fantastiske er: at den kan hun - i Danmark regner man med at de kan blive 150 år og i Sverige er den ældste fundne 256 år !     

Men der er mange andre problemer i netop Sollumsån. Sandvandringen kvæler muslingerne og de store graner skygger og det giver ikke meget lys - og dermed planter i bækken. Det betyder at ørrederne ikke har standpladser hvor de kan skjule sig. Derfor er der ikke mange ørreder i åen som er spærret for fiskevandringer opstrøms og nedstrøms. Granerne bliver afbarket i en ring så de kan gå ud og med tiden vælte ud i åen og lave skjul for ørrederne. Det er et af de tiltag som LIFE projektet har støttet i det Svenske hjælpeprogram for flodperlemuslingen.

I en 1/3 af vandløbene er flodperlemuslingen forsvundet inden for de seneste 100 år. I den resterende del er flodperlemuslingerne ikke i stand til at yngle i en 1/3 af vandløbene. Vi fandt flodperlemuslingen i Sollumsån som løber fra et søområde og ud i Gøta kanalen. Søerne bliver kalket og det gør at der stadig lever flodperlemuslinger i åen. 

I Sverige lever der flere af de sjældne flodperlemuslinger men også her har de problemer. Mange elve er totaltspærret for opgang af ørreder og laks. Den sure regn gør mange vandløb så sure at flodperlemuslingen ikke kan leve der. Flådningen af træstammer ødelægger vandløbene og roder op i bunden. Kviksølv skulle efter sigende også have været brugt i skovbruget og forurenet vandløbene.

Man har hele tiden vist at Varde Å havde den sidste bestand af den sjældne flodperlemusling - aligevel er der intet sket for at beskytte den. Åen er blevet rettet ud og uddybet.  Grindstedværket har fået lov til at udlede kviksølv og andre tungmetaller til vandløbet. Spildevand fra Varde, Grindsted og andre byer langs åen er urenset blevet ført ud i åen.
Idag renses spildevandet fra byerne og udledningen af giftigt spildevand fra Grindstedværket er ophørt - men sandsynligvis kom redningen for sent for flodperlemuslingen.

Ved Varde By's 550 års købstads jubilæum fik Hendes Majestæt Dronning Magrethe d. 2, overrakt et smykke, udformet som en muslingeskal. I skallen sidder 2 perler fra flodperlemuslingerne i Varde Å. Smykket var udformet som en broche men dronningen har fået smykket omdannet til en halskæde. Ud af 'en af Danmarks naturs skatte, er der blevet skabt et smukt naturalistisk smykke.

Der er andre muslinger i Varde Å - Dammuslingen og Stor Malermusling. De har ikke så lang livscyklus som perlemuslingen og måske derfor, er de stadig i stort tal i åen. Flodperlemuslingen har, når den er blevet ældre, svært ved at flytte sig - derfor er den afhængig af en stabil grusbund og en lav forurening som ellers kan hobe sig op gennem dens 150 årige liv. 

Om flodperlemuslingerne i Varde Å stadig kan reproducere sig selv er man i tvivl om. Varde Å er stadig kraftigt forurenet med tungmetallet: kviksølv. Kviksølvet kan have ødelagt muslingernes evne til at formere sig. Muslingerne er først kønsmodne i en alder af 15 - 20 år så de kan nå at ophobe store mængder af kviksølv inden de - måske bliver kønsmodne...
Denne skal har vi fundet i noget af den åbund der blev gravet op i trediverne. Tanden viser at det er en Flodperlemusling.

Flodperlemuslingen lever halv gravet ned i bunden, hvor den sidder fast og filtrerer det forbi strømmende vand for organiske partikler. På den måde er den med til at holde vandløbet klart og rent. Desværre, er der bare ikke så mange af den og selvom man i 1910 har forsøgt udsætninger i Skjern Å, Sneum Å og i Kongeåen - kender man kun en lille strækning i Varde Å hvor den måske stadig findes. Det på trods af at der findes beskrivelser af bestande af flodperlemuslinger i Sneum og Holsted Å fra engang i trediverne.  Om det overhovedet så er flodperlemuslinger man har set—er uvist.

Undersøgelser viser at muslingens larver hovedsageligt bruger de helt unge laks som er under 1 år gamle som værter. Laksen har så godt som været udryddet i åen og det har det gjort det umuligt for Flodperlemuslingen at vinde det tabte terræn tilbage. Overfiskeri og ødelæggelse af laksenes gydepladser har haft en indirekte indvirkning på antallet af flodperlemuslinger i åen. 
Ørrederne er mere resistente for muslingens larver men de kan bære dem. De allermindste vandløb i Skotland og Sverige har kun ørredbestande til at vedligeholde bestanden af flodperlemuslingen.

Muslingens larver lever nemlig som parasit 8 - 10 md. i laksefiskenes gæller.

Flodperlemuslingerne gyder deres små ”glochidier” i løbet af sommeren - De små flodperlemuslinger er kun få mm store og ligner de daphnier (små krebsdyr) som laks og ørreder bla. lever af. Derfor snapper lakseynglen efter de små glochidier som straks, de får nærkontakt med en fisk, klapper skallerne sammen og låser sig fast med to pigge på skallerne. Det er kun de heldige, der får sat sig i fiskens gæller der har en chance for at overleve.

Det kan virke underligt at muslingen har en så indviklet livscyklus, men det er alligevel ret smart. På den måde kan flodperlemuslingen befolke åen længere oppe af vandløbet eller andre vandløb hvor en gydende laksefisk ville vælge at gå op i. Når larverne slipper laksefiskene kan det være langt oppe i vandløbet - ørrederne gyder helt oppe i de mindste vandløb. Det er ikke så dumt for flodperlemuslingen - for jo længere oppe i vandløbet der er gydende flodperlemuslinger, jo længere strækning er der hvor laksefiskene kan opsamle muslingens larver.

Varde Å og flodperlemuslingen kan nu se ud til at få en hjælpende hånd fra det store LIFE projekt, som skal hjælpe snæblen tilbage til de Vestjyske vandløb. Varde Å forbedres som ynglelokalitet for vandrefisk som ørred, laks og snæbel.

Netop laksefiskene har næsten været væk fra åen og dem er flodperlemuslingen afhængig af. Det er ikke kun fordi åen blev ødelagt, at flodperlemuslingen fik det svært, men også fordi at laksene fik ødelagt deres gydepladser og blev afskåret fra at nå de tilbageværende gydepladser, opstrøms Sig Fiskeri. Uden yngel fra laksefiskene kan flodperlemuslingen nemlig ikke forynge bestanden. 

I det opgravede grus langs åen kan man finde masser af muslinger. Kikker man på, hvor mange der findes i gruset, så må der virkelig have været mange i åen. Det siges da også at de kunne danne sammenhængende tæpper fra bred til bred som det var svært for gravemaskinerne at få hul på.

Vandet i Varde Å må, inden uddybningen og udretningen, have været utroligt klart - for flodperlemuslingen filtrerer vandet for alle spiselige partikler.

I mange år var man så i tvivl om flodperlemuslingen overhovedet stadig levede i åen. Den blev så genfundet i 1974 af Frank Jensen - nuværende museumsinspektør på Naturhistorisk museum i Århus.  I 1980 kunne man så igen præsentere et bevis på, at den stadig var i åen. "Beviset" på billedet her, viser dog en Dammusling og ikke den sjældne flodperlemusling.
I 1995 ville man så genskabe nogle af åens gamle slynger og strækningen blev gennemsøgt af dykkeren: John Holten Larsen, som ikke fandt nogen. Først da han kom ned i de gamle strækninger, som aldrig havde været reguleret, fandt han enkelte eksemplarer.
Siden da har man ingen meldinger om den. Naturriget har selv og sammen med John Holten Larsen, ledt efter perlemuslingen i åen. Desværre efter store regnskyl, som gjorde at vandet var uklart med en sigt på bare 10 cm.

Vi har prøvet igen i 2008 ved meget lav vandstand uden held.

Vi prøver igen i sommeren 2009 og vi håber på en tør sommer hvor vandet klarer op og vandstanden falder.  

Flodperlemuslingen er kun kendt fra hovedløbet neden for Karlsgårde men det er ikke utænkeligt at den findes i de rene tilløb til åen. Andre steder i Verden findes den også, i selv små bække.

Snæbelprojektet betyder at løbet mellem Grindsted—forbi Nørholm—og Karlsgårde skal gøres bredere og genetableres i åens oprindelige løb. Det kan betyde at der kommer flodperlemuslinger til syne i det opgravede materiale.

Det vil kræve årvågenhed at sikre disse muslinger og genudsætte dem på egnede steder i åen.

I trediverne blev Varde Å uddybet for at give et stort fald til vandkraftværket i Karlsgaarde. Her blev der gravet tonsvis af flodperlemuslinger op på bredden og det udløste en sand perlefeber. Kun få muslinger endte levende tilbage i åen. Samtidig blev åens struktur ødelagt. Åbunden, som mange  steder bestod af ler og grus og var stabil, blev til en ørken, Sandet skyllede ned gennem åen og det var dødbringende for de sidste muslinger, på de få strækninger man glemte at oprense.

Flodperlemusling
Margaritifera margaritifera
Flodperlemuslingen har levet her i landet i 20-40 000 år. En flodperlemusling i Sverige, blev ved hjælp af årringe, bestemt  til at være 256 år gammel. I Varde Å hvor vandet ikke er så koldt, kan de blive op til 150 år gamle.  De har overlevet sidste istid, hvor de vestvendte åer ikke frøs til.

Billedet viser skaller fra Varde Å’s Flodperlemuslinger som blev gravet op sammen med åens grus—tilbage i trediverne.

Lykkedes det at genoprette Varde Å—Så er der mulighed for at genindføre flodperlemuslingen.

I andre lande har man forsøgt at lade flodperlemuslinger gyde på udsætningsfisk inden de blev sat ud—det har givet positive resultater i at genindføre flodperlemuslingerne.

Det ville også være muligt herhjemme, hvor der hvert år udsættes tusindvis af laks, men desværre er der ikke nogen organisationer der gør noget aktivt for at bevare eller genetablere bestanden af  flodperlemuslingen i Varde Å.

En anden musling: Vandremuslingen ser ud til at ville overhale flodperlemuslingen. Den er indvandret til sjællandske vandløb og har ligeså stille bredt sig vestpå. Indenfor de seneste par år har den fuldstændigt invaderet Gudenåen, som udspringer kun få hundrede meter fra andre vestjyske åer.

Kommer den til Varde Å—så har flodperlemuslingen ikke en chance.